Havtorn marmelade med peber - spis fra Naturens Køkken

Havtornmarmelade krydret med peber

Fantastisk ledsager til god ost. Peber og en anelse salt forstærker den stærke og krydrede smag, der er i  havtorn.

  • 150 g rensede havtorn
  • 150 g rørsukker
  • 1,5 dl vand
  • 1 citron
  • knivspids salt
  • peber fra kværn (blandet hvid, sort, rød)
  • ½ tsk rød melatin

Kog vand op med citronsaft. Opløs sukkeret heri.
Skru ned for varmen og tilsæt havtornbær og lad dem simre 4-5 min.
Tag gryden af varmen og lad det hele køle lidt ned.
Si massen ned i en anden gryde. Pres al saft og frugtkød igennem sien med en ske, så kun sten og skaller er tilbage.
Sæt gryden på kogepladen og lad marmeladen koge lidt ind.
Smag til med peber og salt. Jeg bruger en engangskværn med en peberblanding med hvid, sort og rød peber og giver kværnen 5-6 drej. Men prøv dig frem og find din egen styrke.
Tilsæt melatin. Afkøl evt. en ½ skefuld marmelade på en tallerken for at vurdere, hvor tyk den bliver og tilsæt evt. lidt mere melatin.
Opskriften giver et lille glas marmelade. Men jeg må indrømme, det får hurtigt ben at gå på.
Så hvis du har flere havtorn, kan du bare gange op.

Havtorn