Salat med stegt agerhøne og puré af rynket rose

Salat med stegt agerhøne og puré af rynket rose

Denne puré er lavet på æblemost og æble-eddike, der har trukket på rosenblade. Den har en dejlig krydret smag, som er velegnet til fjerkræ.

Til 6 personer

Puré:

  • 2 dl eddike af rynket rose
  • 2 dl æblemost
  • 2 spsk rørsukker
  • Maizena
  • Salt og peber

Salat:

  • 12 udskårne agerhønebryster eller 6 hele agerhøns (perlehøne kan også anvendes)
  • 200 g bønner
  • 1 blomkålshoved
  • 1 stor romainesalat
  • 2 sommeræbler
  • 5 stilke frisk timian
  • 5 stilke bredbladet persille
  • 1 stort rødløg
  • 1 granatæble
  • 1 citron
  • 2 spsk rørsukker
  • Rapsolie og smør til stegning
  • Salt og peber

Giv eddike og æblemost et opkog. Hæld sukkeret i, og lad det koge lidt ind. Jævn med maizena, og lad det koge op igen, til puréen tykner en smule. Smag den til med salt og peber, og sæt den på køl.

Skyl bønner, blomkål og romainesalatens blade. Skær stilken og den yderste spids af bønnerne, og kog dem 4-5 min. i letsaltet vand. Afkøl bønnerne straks ved at lægge dem i koldt vand.

Skær blomkål i tynde skiver, og kog dem 2 min. i letsaltet vand. Køl dem af i koldt vand, og lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Smelt sukkeret i saften fra citronen under omrøring, og lad massen koge lidt ind. Vend de kolde blomkålsskiver i, og drys med frisk timian og lidt salt.

Pil løget, og skær det i skiver, der deles i kvarte. Flæk granatæblet, og tryk kernerne ud (eller bank dem ud med en stor grydeske). Riv eller skær salaten i relativt store stykker. Bland alle ingredienserne i en salatskål.

Rengør og aftør agerhønestykkerne godt. Steg dem i lige dele smør og rapsolie (2 min på kødsiden og 6-7 min på skindsiden), indtil de er rosa indeni. Tag bryststykkerne af panden, halver dem, og læg dem på salaten, mens de stadig er varme.

Anret salaten enten i en stor salatskål eller på 6 tallerkener. Dryp puréen over.

Eddike af rynket rose

Fyld et sylteglas med kronblade fra rynket rose.

Hæld æbleeddike over, så bladene er dækket, luk glasset, og lad det stå en uges tid.

Si eddiken fra blomsterbladene. Herefter er eddiken klar til brug.