Sødskærm

Sødskærm

Sødskærm, som også kaldes spansk kørvel, er en forvildet kulturplante. Den vokser vildt hist og her i Øst- og Sønderjylland og på Øerne. Man finder den på muldrig, fugtig bund i løvskove, parker, overdrev, vejkanter og ved bebyggelser. Sødskærm er en flerårig urt, så har man først fundet ud af, hvor den står, kan man vende tilbage og plukke den år efter år.

Sødskærm tilhører skærmplantefamilien – en stor familie, hvor mange af arterne ligner hinanden til forveksling. Derfor kan det være nyttigt at vide, hvilke detaljer man skal kigge nærmere på, når man skal bestemme arterne. De fælles familiekarakterer i skærmplantefamilien er, at blomsterne er femtallige (dvs. blomster med fem kronblade og nul til fem støvdragere). Blomsterne er oftest hvide eller rosa og sidder samlet i en skærm eller oftere i en dobbeltskærm, altså en såkaldt sammensat skærm, hvor 10-20 småskærme samler sig i en større skærm.